Om "kirker mod fattigdom"
"Kirker mod fattigdom" er et projekt under Dansk Diakoniråd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd i forbindelse med det europæiske år2010 for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion.
Projektets formål er at nå ud til menigheder, menighedsråd og kirkelige foreninger med formidling om fattigdom og social udstødelse i et kristent og diakonalt perspektiv.
Det generelle syn på gudsforholdet i relation til fattigdom og fattige i Bibelen og kirkehistorien
Det generelle perspektiv er, at Gud er de fattiges ven og beskytter. Det understreges ikke mindst ved mange af de prædikater, der anvendes om Gud, her med eksempler fra Det gamle Testamente:
Den, der skaffer den faderløse og enken ret (5. Mos 10,18; Salme 10,16-18, 40,17, 68,5, Jeremias 22,16)
- De fattiges redning (Salme 12,5; Salme 35,10; 72,4. 12-14, Esajas 19,20, Jeremias 20,13)
- Den, der skaffer de undertrykte ret (Salme146,7, Esajas 41,17)
- Han står på den fattiges side (Salme109,31)
- Værn for den fattige i hans nød (Esajas 25,4).
I Lukasevangeliet står samme synspunkt markant fremhævet i saligprisningen i Luk. 6,20, ”Salige er I, som er fattige, for Guds rige er jeres…”. Denne saligprisning findes i formentlig fortolket udgave i Matthæusevangeliet 5,3 i formuleringen: ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres." Denne fortolkning lægger op til, at fattigdom i Det nye Testamente har en bredere betydning end blot betydningen fattigdom i økonomisk forstand.
Et gennemgående træk i alle dele af Bibelen er, at Guds beskyttelse af de fattige kalder på menneskers indsats til gavn for de fattige. Det er i en vis forstand to sider af samme sag, eftersom det er Guds beskyttelse af de fattige, der bemyndiger og kalder mennesker til at gå i det samme spor og have omsorg for de fattige.
I Det gamle Testamente møder man ofte denne forkyndelse hos profeterne, hvor den diakonale indstilling til fattige skinner meget tydeligt igennem. Endvidere kan peges på steder som Mosebøgerne, hvor opfordringen til at tage sig af de fattige optræder ofte, f.eks. i 2 Mosebog 22, vers 20-21.24-26:
”Den fremmede må du ikke udnytte eller undertrykke. I var jo selv fremmede i Ægypten. Enken og den faderløse må I ikke behandle hårdt… Hvis du låner penge ud til nogen i mit folk, til den fattige hos dig, må du ikke optræde som ågerkarl over for ham; I må ikke kræve renter af ham. Hvis du tager en anden mands kappe i pant, skal du give den tilbage til ham før solnedgang; det er den kappe, han skal have på kroppen; hvad skal han ellers sove i? Når han råber til mig, hører jeg ham, for jeg er nådig.”
I Det nye Testamente er denne holdning, at Guds barmhjertighed over for de fattige findes i en uløselig synergi med menneskers barmhjertighed, meget stærkt fremhævet i Matthæusevangeliets udgave af Saligprisningerne:
”Salige er de fattige i ånden,
For Himmeriget er deres.
Salige er de, som sørger,
For de skal trøstes.
Salige er de sagtmodige,
For de skal arve jorden.
Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden,
For de skal mættes.
Salige er de barmhjertige,
For de skal møde barmhjertighed.
Salige er de rene af hjertet,
For de skal se Gud.
Salige er de, som stifter fred,
For de skal kaldes Guds børn.
Salige er I, som forfølges på grund af retfærdighed,
For Himmeriget er jeres."
(Matth. 6, 3-10)
Kirkehistorisk har udsagn som disse udløst særlige holdninger og særlige handleprogrammer i forhold til fattigdom. For det første er fattigdom i en vis forstand af ordet blevet opfattet som en dyd, forstået på den måde, at et liv uden fokus på velstand og forbrug bringer mennesket tættere på Gud, end rigdom gør. Et eksempel på dette er tiggermunkene og det asketiske liv i klostrene i den katolske kirke. For det andet har det siden kirkens ældste dage været en uomtvistelig del af kirkens sociale forpligtelse, at i forhold til fattige i de forskellige betydninger af ordet har kristne menigheder og enkeltpersoner har en opgave at varetage.
Den lutherske fokusering på frelsen af Guds nåde alene, uden lovgerninger, har i den evangelisk-lutherske kirke ført til en vægtlægning på forkyndelsen. Handlingerne er blevet nedprioriteret af angst for, at gerningerne blev udført med menneskets erhvervelse af frelsen som motiv. Set i sammenhæng med den lutherske skelnen mellem det verdslige og det åndelige regimente har der i nationer med en evangelisk-luthersk kristendom været en tendens til i kirkelige kredse at mene, at omsorgen for de fattige primært er en ikke-kirkelig samfundsopgave. Kirken havde alene evangeliet for de fattige at tage vare på. Dog er kirkens omsorg for de fattige aldrig forsvundet ud af den danske kristendom, diakonien i kirken har overlevet med skiftende intensitet gennem tiderne, og kirkens ansvarlighed over for de fattige har overlevet som en evangelisk begrundet forpligtelse.
Tekstforslag: Lukasevangeliet kapitel 4, vers 16-30
”Han kom også til Nazaret, hvor han var vokset op. På sabbatten gik han efter sædvane ind i
synagogen, og han rejste sig for at læse op. Man rakte ham profeten Esajas’ bog, og han åbnede den og fandt det sted, hvor der står skrevet:
Herrens ånd er over mig,
fordi han har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige,
for at udråbe frigivelse for fanger
og syn til blinde,
for at sætte undertrykte i frihed,
for at udråbe et nådeår fra Herren.
Så lukkede han bogen, gav den til tjeneren og satte sig, og alle i synagogen rettede spændt øjnene mod ham. Da begyndte han at tale til dem og sagde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Alle gav de ham deres bifald og undrede sig over de nådefulde ord, som udgik af hans mund, og de spurgte: ”Er det ikke Josefs søn?” Han svarede dem: ”I vil sikkert bruge denne talemåde mod mig: Læge, læg dig selv! og sige: Vi har hørt om alt det, der er sket i Kapernaum; gør det samme her i din hjemby!” Men han sagde: ”Sandelig siger jeg jer: Ingen profet er anerkendt i sin hjemby. Og jeg siger jer, som sandt er: Der var mange enker i Israel på Elias’ tid, dengang himlen var lukket i tre år og seks måneder, så der blev stor hungersnød over hele landet; og Elias blev ikke sendt til nogen af dem, men til en enke i Sarepta i Sidons land. Og der var mange spedalske i Israel på profeten Elisas tid; og ingen af dem blev renset, men det blev syreren Na’aman.”
Alle i synagogen blev ude af sig selv af raseri, da de hørte det; de sprang op, jog ham ud af byen og drev ham hen til kanten af det bjerg, deres by var bygget på, for at styrte ham ned. Men han banede sig vej midt iblandt dem og gik.”