Om "kirker mod fattigdom"
"Kirker mod fattigdom" er et projekt under Dansk Diakoniråd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd i forbindelse med det europæiske år2010 for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion.
Projektets formål er at nå ud til menigheder, menighedsråd og kirkelige foreninger med formidling om fattigdom og social udstødelse i et kristent og diakonalt perspektiv.
Fortolkning af teksten
Kilde: Joel B. Green: The Gospel of Luke: The New International Commentary on the New Testament, især s. 206-219.
Teksten i konteksten
At teksten som den evangeliske virkeliggørelse af Esajas 61, 1-2 har central programmatisk betydning, for Lukasevangeliet, fremgår af flere forhold:
- Beretningen står som et konkret eksempel på Jesu virke, som det er resumeret lige forinden i 4,14-15.
- Beretningen er den først skildrede episode om Jesu offentlige virke.
- Mens en række andre tekster i evangeliet (4,15.44; 4,31-37; 6,6; 13,10-17) beretter om Jesu virke i synagogerne, er teksten her alene om konkret at omhandle indholdet af Jesu forkyndelse i synagogen. Derfor er denne beretning at forstå som et typisk eksempel på Jesu forkyndelse i synagogerne.
- Eftersom evangeliet i kapitlerne inden på forskellige måder har forkyndt, at Jesus er Guds søn, så vil denne tekst konkret belyse, hvad Jesu konkrete virke som Guds søn har som sit indhold.
- Efterfølgende summarier over Jesu virke viser tilbage til denne fortælling, se 7,21-22 og Apostlenes Gerninger 10,38. Det forudsættes her, at Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger har samme forfatter.
Det fremgår således generelt i Lukasskrifterne, at Jesu virke i Nazaret som begyndelsen på hans virke, som defineret i Luk. 4,16-30, bliver det narrative kriterium for hans virke såvel som programmet for hans sendelse. Teksten er derfor central til forståelse af kernen i det evangeliske budskab, som Lukasevangeliet skildrer det, og den er et udtryk for, at de fattige har en helt central placering i Lukasevangeliets Kristusforkyndelse.
Hvem er de fattige i Lukasevangeliet?
Det er vigtigt hverken at lægge en snævert materialistisk eller åndelig fortolkning ned over de fattige i Lukasevangeliet. Det vil være en inadækvat fortolkning i lyset af den antikke Middelhavskultur og den sociale verden bag Lukasskrifterne at forstå "fattige" som alene økonomisk udsatte eller åndeligt fattige. I denne kultur beroede status på forskellige forhold som religiøs renhed, familiær arv, køn, uddannelse, profession, økonomi etc. Ikke alene mangel på udkomme kunne give et menneske betegnelsen "fattig". Fattigdom er i denne kultur en generel lavstatus-betegnelse for mennesker uden "ære".
Man kan således ud fra Luk. 4,16-30 opfatte Jesu sendelse ud fra en helhedsbetragtning som værende rettet mod fattige i bred forstand: Han er sendt til dem, der af et antal religiøs-sociale årsager er henvist til at leve uden for gudsfolkets grænser. Med budskabet til de fattige viser Jesus, at han ikke ønsker at anerkende de status-grænser, det jødiske samfund sætter op. Hans budskab er, at disse outsidere, af hvad art deres fattigdom måtte være, er genstand for Guds nåde.
Ud fra sammenhængen i teksten kan følgende forhold fremhæves om Jesu sendelse til de fattige:
", .. for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, .."
"Frigivelse"/"At sætte i frihed" har hos Lukas og generelt i evangelierne forskellige betydninger, der alle må underforstås som en del af denne centrale tekst: Mange gange i evangeliet indeholder ordet "frigivelse" det samme som "tilgivelse" i betydning frigivelse for synd. Jesus præsenteres således som den frelser, der tilgiver synder. Hos Lukas har "tilgivelse" endvidere betydning af at træde ind i et menneskeligt fællesskab (Luk. 5,27-32; 7,36-50), hvilket betyder, at tilgivelse hos Lukas har både en åndelig og social forgrening.
"Frigivelse" sættes i Jesu virke i modsætning til Satans magt til at binde, og hos Lukas ses frigivelse ikke mindst i relation til helbredelse (Luk 13,10; Ap.G. 10,38). Derfor handler "frigivelse" set ud fra et lukansk helhedsperspektiv om Kristi indgriben både fra djævelsk og social indespærring.
"Frigivelse” handler endvidere om befrielse fra såvel skyld som gæld. Det nådeår fra Herren, som teksten omhandler (Esajas 61,1), er alle de befriende handlinger, man i det jødiske samfund forbandt med Moselovens bestemmelser om jubelåret (3. Mos. 25): Befrielse af slaver af slaver, slettelse af gæld, al jords tilbagevenden til den oprindelige uddeling under Moses. For Esajas havde de gamle jubelårs bestemmelser fået eskatologiens skær over sig: Sådan skulle al gæld og skyld slettes, når de sidste tider kom. Jesus opfatter, som teksten her fortæller, sig selv som den, der indleder denne eskatologiske tidsalder.
Interessant er her en forskel i anvendelsen af Jubelårstraditionen hos hhv. Lukas og i en nogenlunde samtidig Qumran-tekst (11QMelkisedel): Mens Qumranteksten anvender jubelårsteksten for at understrege, at Gud vil frelse sit eget folk samtidig med at fordømme andre folk, så taler Lukasteksten alene om frelse. Ind i denne sammenhæng er det væsentligt, at frelsen iflg. Lukas helt klart har et universelt sigte. Selv om konteksten samtidig varsler om, at frelsen ikke vil blive taget imod af alle, ændrer det ikke noget ved, at sigtet er universelt gældende: En frelse for såvel jøder som ikke-jøder (i teksten kaldet ”hedninger”).
"Syn til blinde" har klart også dobbeltheden mellem den åndelige og den fysiske helbredelse i sig: Mens dette at gøre blinde seende hos Lukas handler om fysisk helbredelse en del steder (Luk.18,35-43; Ap. G. 9,18-19), optræder ordene andre steder som en symbolsk metafor for at modtage åbenbaring og opleve frelse og indlemmelse i Guds familie (Luk. 1,78-79; 2,9.29-32; 3,6).
Luk. 4, 21-30
Fra tekstens to slutafsnit må følgende fremhæves: Tekstens eskatologiske sigte og dens kristologiske forkyndelse.
Eskatologien
Central er her Jesu udlægning af Esajasteksten med ordenen: "I dag er det skriftord, som lød i jeres ører, gået i opfyldelse.” Det betyder, at de sidste tiders frelse til de fattige, befrielse af fanger, syn til blinde og frihed for de undertrykte er sat ind i verden med Jesu komme til verden og virke på jorden. For prædikenens appel til tilhørerne er det afgørende at få sagt, at denne opfyldelse "i dag" ikke alene handler om den bestemte dag, hvor Jesu indledte sit virke i Nazarets synagoge.
Opfyldelsen gælder ind i det eskatologiske "nu", som prædikant og tilhørere er inddraget i som fællesskabet af kristne, der lever i de sidste tider under evangeliets aktuelle bemyndigelse og forpligtelse. Der ligger således et evangelisk frelsestilsagn i ordene for enhver nutidig tilhører, og det afgørende er at få frem i prædikenen, at dette frelsestilsagn ikke blot er en gave, men at det også bemyndiger og forpligter.
Dette fremhæves med en konklusion et sted i Lukas’ sletteprædiken: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig” (6,36). Man kunne endvidere pege på teksten i Luk,. 12,32-34: ”Frygt ikke, du lille hjord, for jeres fader har besluttet at give jer Riget. Sælg jeres ejendele og giv almisse. Skaf jer punge, som ikke slides op, en uudtømmelig skat i himlene, hvor ingen tyv kommer, og intet møl ødelægger. For hvor jeres skat er, dér vil også jeres hjerte være”.
Kristologien
Tekstens afsluttende ordskifte om Jesus som tømrerens søn og om angrebet mod ham, der ender med at hans underfulde forsvinden fra stedet, fortæller både om, at det universelle budskab ikke nødvendigvis forstås af det folk, som Jesus blev sendt til. Teksten fortæller også, med sammenligningen med de to profeters Elias' og Elisas særlige indsats for ikke-jøder i nød, at Jesu primære sendelse til ikke-jøder allerede ses antydet her. Endelig må jødernes forsøg på at kaste Jesus ud over bjergets kant og hans underfulde forsvinden ses som et forudvarsel om den skæbne, der venter Jesus: At jøderne må betragtes som ansvarlige for mordet på Jesus, men at selv ikke døden kan standse den udfoldelse af frelse, som hele hans virke fører med sig. Tekstens slutning er uden tvivl et forvarsel om Jesu opstandelse. Det fremgår således her, at budskabet til de fattige og handlingen til indgriben for alle lavstatus-mennesker er sat ind i verden som en virkelighed, der ikke lader sig besejre af noget som helst.
Tekstens slutappel er således, at med Jesus liv, død og opstandelse er en ny virkelighed sat ind i verden, den virkelighed, hvor fattige, i alle afskygninger af dette ord, er begunstiget af den frihed, der ligger i at være omfattet af evangeliet. Denne frihed er med Jesus sat ind i verden som en gave, men også som forpligtelse, der ligger over de medmenneskelige relationer.