"Kirker mod fattigdom" er et projekt under Dansk Diakoniråd og Folkekirkens mellemkirkelige Råd i forbindelse med det europæiske år2010 for bekæmpelse af fattigdom og social eksklusion.
Projektets formål er at nå ud til menigheder, menighedsråd og kirkelige foreninger med formidling om fattigdom og social udstødelse i et kristent og diakonalt perspektiv.

Facts om fattigdom i Danmark, i forbindelse med EU's fattigdomsår
Citatet her er ment som en kilde til faktuelle oplysninger, som der gerne må være nogen af i en prædiken.
Kilde: EAPN.DK (= European Anti Poverty Network, Danmark)
“Baggrunden for året er, at 78 millioner mennesker I EU I øjeblikket lever på fattigdomsgrænsen. I alle medlemsstater er en del af befolkningen udstødt og lider afsavn og har ofte kun begrænset adgang til basale ydelser. Der er desuden tegn på, at dyb fattigdom er blevet et mere alvorligt problem, og at der er flere, der lever i absolut fattigdom.
Danmark og de øvrige nordiske lande er klart blandt de bedst stillede lande. Vi har færrest borgere, der er ramte af økonomisk fattigdom. Forskellen mellem rig og fattig er mindre, og mobiliteten er større. Men for os, der lever i Danmark, er målestokken ikke kun standarden i andre lande, den er i højere grad fænomenerne, som de kendes i Danmark. Alt er relativt, også fattigdom og social udstødelse. Fattigdom i f.eks. Rumænien kan medføre mangel på basale goder som mad, tøj og varme. I Danmark kan det betyde, at kosten er ensformig og usund, at tøjet er slidt og umoderne, at børnene mobbes og udelukkes fra aktiviteten med andre børn. Når det giver mening at sætte fokus på fattigdom og social udstødelse i Danmark, er det altså ikke, fordi vi klarer os dårligt som nation, sammenlignet med andre lande, men fordi danskere, der er fattige og socialt udstødte, lever et dårligt liv med dårlige fremtidsudsigter, sammenlignet med andre danskere. Et samfund måles som bekendt på, hvordan det tager sig af de svageste.Er der fattige i Danmark? Det korte, internationale svar er: JA. Målt med EU’s målestok er der omkring 100.000. Det lange danske svar er: TJA. Folketinget har ikke besluttet nogen fattigdomsgrænse… Grunden til, at vi ikke har en grænse, er måske… i virkeligheden ikke, at det er svært at sætte en grænse, men snarere, at der kommer mange politiske holdninger og moralske spørgsmål i spil, når vi taler om fattigdom og sociale ydelser.”